mandag, februar 26, 2007

Der er kommet en ny hund i flokken. Mine to græske hittehunde, Kato og Sofia, har lige fået selskab af en spansk dame - en mynde af racen galgo espagnol. Hun hedder Cobra, og hun er syv år gammel og en smule gråmulet, men en superdejlig hundepige med masser af humør og energi. I Spanien bliver galgos avlet til jagt og betragtes som nyttedyr, ikke kæledyr. Når de er to-tre år gamle, kan de som regel ikke "bruges mere", og ofte aflives de på brutale måder, for eksempel ved hængning eller ved at blive slæbt efter biler. Heldigvis er der dyrevenlige spaniere som reagerer på grusomhederne og gør et kæmpearbejde for at redde galgoerne og give dem et værdigt liv, men det er svært at bortadoptere dem i Spanien fordi folk som sagt ikke betragter dem som kæledyr. Derfor kommer mange til Holland, Frankrig, Tyskland - og altså også Danmark.

Cobra var heldig - hun leverede nogle gode hvalpe og overlevede derfor noget længere end vanligt. Men årene som hvalpefabrik har sat deres spor, og nu skulle hun så have været aflivet. Heldigvis blev hun min i stedet for og ligger lige nu i lænestolen ved siden af mig og prøver ind imellem at skubbe sin (meget!) lange snude ind mellem mine hænder og tasterne, for hun synes jeg bruger alt for meget tid på at skrive, og alt for lidt tid på at kæle for hende. Hun ELSKER at nusset og kløet bag ørerne og på brystet, og hun har jo også 7 års nus til gode.

Du kan læse mere om galgos på www.galgo-sos.dk

Etiketter:

-
torsdag, december 28, 2006
Så er jeg ved at feje det sidste fehår, glimmer og kravlenissestøv ud af huset. Januar står for døren! Og for mig er januar næsten altid en stille og arbejdsom måned. Sådan en måned hvor jeg ruller stenen for hulens indgang og lader verden passe sig selv mens jeg går i skrivehi. Tidligt op og direkte til tasterne på computeren. Stearinlys og hyacinter i vindueskarmen, kamillete i kruset og vintersøvnige hunde under bordet. Og så ellers i gang.

Og denne gang er det et teaterstykke jeg skal i gang med. Til Det Kongelige, såmænd. Som om lidt over et år får et nyt skuespilhus og gerne vil have et nyt skuespil til lejligheden. Det synes de så jeg skal skrive. Jeg er totalt smigret og ryster ganske lidt på hænderne, for ganske vist har jeg engang gået på universitetet og taget eksamen i dramaturgi, og ganske vist har jeg spillet, skrevet og instrueret en del teater sådan til "husbehov", både dengang jeg studerede og senere, da jeg blev gymnasielærer, men altså, det her, det er alligevel noget andet.

Men jeg har lært at man ikke skal tænke så meget på hvad der skal ske med historien bagefter. Ikke tænke på hvor mange der skal læse den, eller høre den, eller se den, på film eller i teatret. Ikke tænke på anmeldere og journalister, i det hele taget ikke tænke på hvad andre mennesker mon vil synes. Det betyder ikke noget nu. De er her ikke - ikke endnu. De får ikke lov at komme ind i skrivehulen her i mit januarhi, for nu er der kun én ting der betyder noget, og det er historien selv. Hvad er det Me har rodet sig ud i på Mamahambers Klædefabrik? Hvorfor kan hun høre et barn græde efter at alle andre er gået hjem? Og hvorfor har det tordnet hver eneste aften siden den nat kongen døde? Det er Me og hendes venner der fylder mit hoved hver morgen når jeg vågner. Alt det andet, det kommer senere. Meget senere. Om mere end et år!
-
fredag, oktober 20, 2006
Pyha. Så kom Skyggeporten godt af sted. Jeg håber I kan lide den! Foreløbig er jeg en meget, meget glad forfatter, for jeg kunne ikke ønske mig en meget bedre "premiere" - superfine anmeldelser, fantastiske reaktioner når jeg har været ude at læse op, og mere end 10.000 bøger over disken på den første uge.

Jeg kan i det hele taget godt lide efterår. Når det bliver køligt og mørkt nok til bål i brændeovnen, stearinlys og halloweenstemning. Når man kan kravle op i sofaen med et tæppe og en varm hund på fødderne, en tekop og en hel stak hyggelæsning. For det er jo nu bøgerne kommer - alle de nye historier man har glædet sig til. Jeg glæder mig også hvert år til BogForum fordi det er så fedt at være omgivet af SÅ mange mennesker der godt kan lide bøger. I år får jeg travlt på flere måder. Jeg skal optræde både fredag, lørdag og søndag, og også give en hånd med på forlagsstanden hos Phabel og People's Press. Du kan se mere til programmet på www.bogforum.dk (undskyld, men link-funktionen er i udu her på bloggen)

Kig forbi! Og rigtig godefterårslæselyst ...
-
tirsdag, juli 25, 2006

Den 11. oktober sker der noget. Det er nemlig den dag min nye bog Skyggeporten udkommer. Den har været længe undervejs - mere end fire år, faktisk - men nu er den færdig: historien om stumme Anna, der vil finde sin mor. Anna bor sammen med sin far. De har et stort gammelt hus, men Annas far siger det er farligt at gå derind. De bor i drivhuset i baghaven i stedet for og laver mad på campingblus og sover i soveposer om vinteren når det er koldt. Det har de gjort siden den nat for syv år siden, da Annas mor forsvandt. Annas far siger han ikke ved hvor hun er. Men Anna er nu blevet næsten 14, og hun ved at voksne nogle gange lyver.
Hun beslutter sig for selv at finde sin mor. Og hun ved godt hvor hun skal begynde at lede - i det gamle hus hendes far siger hun ikke må gå ind i.

Det er dér hun finder Skyggeporten...

Hele siden her skal have en ordentlig omgang opdatering og et nyt design så den er frisk og fin til d. 11. oktober. I må undskylde rodet og spindelvævene så længe ...
-
mandag, januar 24, 2005
W.I.T.C.H. på TV
Øv. Krydsede fingre var ikke nok - det blev ikke mig der løb med The Marsh Award i denne omgang, men Daniel Pennac og hans meget dygtige engelske oversætter for bogen The Eye of the Wolf. Til gengæld er der en anden god nyhed i denne uge. Nu ser det endelig ud til at den TV-version af W.I.T.C.H.historien vi har ventet på ret længe, er klar. Du kan smugkigge lidt her:

http://disney.go.com/jetix/witch/videos/index.html
-
mandag, januar 10, 2005
Det er altså meget svært at skrive når man også er nødt til at krydse fingre hele tiden. Og sådan har jeg det lige nu. Jeg er nomineret til The Marsh Award for Childern's Literature in Translation, og der er ikke engang to uger tilbage før spændingen udløses. Jeg har været nomineret før, for den engelske udgave af Skammerens datter, og nu er det så Skammertegnets tur. Mon jeg får den denne gang? Det får jeg at vide torsdag d. 20. januar i London. Fingers crossed ...

Ventetiden bliver nu også til at holde ud. Jeg skal til Lysebu i Norge som gæst hos Dansk-Norsk Forening. Jeg skal skrive (med eller uden krydsede fingre) gå ture og måske løbe lidt langrend, og holde et enkelt foredrag for interesserede nordmænd og -kvinder. Så kan I ha det så godt i gråvåde Danmark ...
-
torsdag, juli 29, 2004
Der er noget ved flytterod som gør det helt anderledes end almindeligt rod. Man behøver ikke undskylde på helt samme måde, for alle ved at det roder når man flytter. Og så er der noget håbefuldt og hyggeligt ved alle de dér kasser der venter på at blive pakket ud.

Lige nu flytteroder vi både på kontoret og i privaten. Men det bliver rigtig, rigtig godt når vi bliver færdige. Phabel & Plott får nu til huse i et gammelt pakhus på Holmen, og der bliver også plads til en del af forlaget Phabels aktiviteter. Og her er skønt - med mågeskrig og lys og luft, og dejlig højt til loftet.

Det betyder dog at al emailkontakt pt er mobil, for TDC kan første koble os sammen med resten af verden engang i sidste halvdel af august (!!). Så det er min undskyldning for ikke at have opdateret nok i denne måned. Næste måned må jeg vel så finde på noget andet :)

Go' sommer, derude.
-
onsdag, juni 02, 2004
Syrenerne dufter uden for mit vindue, folk spørger om jeg nyder det gode vejr, solen laver varme striber på stuegulvet ... og jeg sidder og arbejder. Hårdt. Længe. Og indendørs. Der er tidspunkter hvor jeg hellere ville have været skovridder eller strandfoged eller ... tjah, bare et eller andet udendørs. Men oven på et par hektiske måneder med meget rejseri er der nu også noget rart ved at få lov at sidde og gøre det jeg egentlig er her for: at skrive. Det jeg skriver på, er Skyggeporten, mit første filmmanusskript, som jeg laver til Nordisk Film. Og første udgave af det skulle gerne afleveres meget snart ...

Vi har haft rasende, rasende travlt her på kontoret, både Rasmus og jeg. Derfor har posten fået lov at hobe sig lidt op, og vi har heller ikke fået Skriveklubben af stablen endnu, selv om vi egentlig havde lovet at der skete noget i marts. Men nu er der lys forude: Louise Trolle, en god ven (og gift med min fænomenale webmaster Anders Trolle) har lovet at give en hånd med. Hip hurra for det, og velkommen om bord til Louise. Nu skal vi nok få den klub sat i søen!
-
fredag, april 30, 2004
Så røg dén måned ... og det var ikke voldsomt meget jeg fik sovet i min egen seng i marts og april. Først fjorten dages arbejds- og turnéophold på Viborgkanten (nærmere betegnet Hald Hovedgård - skønt sted, se det evt. på haldhovedgaard.dk), så hjem at vende et par dage, så en lille Norges-turné (Oslo, Stavanger, Bergen) i anledning af at Slangens gave udkom på norsk, i påsken var det så Århus og rollespilskongressen Fastaval (fastaval.dk), og så gik turen umiddelbart derefter til børnebogmesse i Bologna i Italien.

Min norske oversætter Øystein Rosse har lige fået en fin pris for den nynorske udgave af Skammer-serien - til lykke, Øystein! - og i USA har Skammerens datter allerede fået flotte anmeldelser:
"an absorbing and fast-paced fantasy/mystery bursting with action and intrigue ... alternate(s) between stampeding action and tip-toeing suspense ... the only question is:when will the next one come out?" (The Bulletin of the Center for Children's Books)
"...a different kind of magic gives spark to this series opener ... eagerly awaiting volume two." (Kirkus Reviews)
"...compelling fantasy ... each twist is unexcpected, every ounce of tension goes towards the final climactic rescue ... future books (are) much to be anticipated." (The Horn Book Magazine)
Om jeg er glad og tilfreds? Ikke mere end en kat der lige har slugt en fuldfed kanariefugl med flødeovertræk.
Ha' det godt derude!
-
mandag, februar 16, 2004
Skammerkrigen nomineret til Læsernes Bogpris
Hurra! Skammerkrigen er blandt de 10 nominerede bøger til en ny stor pris, Læsernes Bogpris. Du kan være med til at stemme - på den eller på en anden af bøgerne - på en af disse adresser: www.berlingske.dk, www.dbf.dk, www.litteratursiden.dk eller www.bibliotek.dk. Dér kan du også læse mere om prisen og de nominerede.
-
mandag, februar 09, 2004
DR2 Spot
I aften (mandag) på DR2 kl. 22.00 kommer der en halv times portrætudsendelse om mig (sagde hunden): SPOT på Lene Kaaberbøl. Den genudsendes torsdag eftermiddag på DR1, men kan også ses på nettet, vist nok fra i morgen. Gå ind på http://www.dr.dk/kultur/index.asp og følg SPOT linket til venstre.
-
mandag, januar 26, 2004
Så er vi her med nyt design! Juhu ... og tak til Webmoster Anders og designer Louise!
-
mandag, december 29, 2003
En lille forsinket julehilsen - hvis nogen har lyst til at høre et radiointerview med mig, kan det findes på dette link:
http://www.dr.dk/kultur/indexbook.asp?articleID=24830&articleTypeID;=1&SubjectID;=66&site;=book&action;=artikel
Ellers må I have et rigtig godt nytår!
-
lørdag, november 15, 2003
Drakans død - på mange måder
Jeg har fået en stor bunke opfindsomme forslag til hvordan I synes Drakan skal dø. Det vil derfor tage mig lidt tid at arbejde mig gennem dem og finde de helt rigtige vindere af Drakan-skal-dø konkurrencen. Tålmodighed en uge mere bliver nok nødvendigt...

Det går derudaf for Skammerkrigen
Den solgte cirka 4000 eksemplarer på de fire første dage ... og jeg har allerede fået de første mails fra glade læsere som kunne lide den. Tak for dem! Nu ved jeg at bogen virker :-
-
onsdag, november 05, 2003
Tak for mail
Tak til alle jer der sender mig mails og breve. Jeg er meget glad for dem, og I skal også nok få svar - men lige nu kommer der så mange at det kommer til at tage lidt tid.

Ny pris
Det var en begivenhedsrig dag i går. Dels lykkedes det mig at få monopol på en stor del af sendefladen - hvis man ikke gad høre om mig i DRs TV-avis og zappede over på TV2 - så var jeg gudhjælpemig også dér (i GodAften Danmark). Og dels var dagen ikke forbi endnu. Ved et Bogparade-arrangement senere på aftenen fik jeg en rigtig god nyhed: BMF - det er boghandlermedarbejdernes forening - havde stemt om hvem der skulle have årets børnebogspris. Og flertallet havde altså stemt på mig (sagde hunden). Tak for det!!

Tak for kaffe, Drakan!
Jeg har allerede fået mange bud på Drakans død i Drakan-skal-dø-konkurrencen - mellem 40 og 50. I kan stadig nå det - til og med i morgen (læs mere nedenfor). Men tak for kaffe. Jeg anede ikke at I havde så blodig en fantasi. De fleste af jer er meget slemmere ved ham end jeg er i bogen ... Det vil nok tage mig en uges tid at læse og bedømme, så hav lidt tålmodighed også her. :)
-
tirsdag, oktober 21, 2003
S-dag i Krystalgade
Hvis du gerne vil med til S-dag (og ikke allerede har mailet til mig), skal du ringe til Københavns Kommunes Biblioteker, B&U-afdelingen;, på tlf 33 73 60 21 senest d. 3. november. Vi holder det på Hovedbiblioteket i Krystalgade i København torsdag d. 6. november mellem 16 og 18, og udover en masse hygge - boller og kakao, quizzer og konkurrencer, læsehule og højtlæsning - kan vi også love dig Skammerkrigen til speciel S-dagspris: 200 kr. (du sparer ca. en 50er, men husk kontanter, vi kan desværre ikke tage kort) - og du kan selvfølgelig få en autograf i den, og i andre af mine bøger hvis du har lyst.

"Drakan skal dø"-konkurrence
Hvordan synes du det skal gå til når Drakan skal ned med nakken? Skriv din egen version af scenen - højst én side - og mail den til mig på [email protected] (husk dit eget navn, mail, og postadresse). Det skal bare være senest 6. november - for derefter kan du jo se hvordan jeg gjorde ... Jeg giver en bog til de tre bedste.
-
søndag, oktober 05, 2003
S-dag!
Faktisk er der jo ikke så længe til S-dag: Skammerkrigen kommer som sagt d. 6.november. Jeg kunne godt tænke mig at fejre det sammen med en masse Skammer-fans, så vi tænker på at lave et arrangement hvor man kan købe Skammerkrigen til en speciel S-dags-pris, få en autograf i den hvis man vil og i det hele taget hygge sig lidt. Det bliver nok efter skoletid et sted i København - hold øje med siden for at få flere detaljer. Du kan også sende mig en mail allerede nu - [email protected] - hvis du gerne vil med.

Skriveklub?
Mange af mine læsere kan godt lide at skrive selv. Derfor har jeg tænkt på at starte en skriveklub via hjemmesiden her. I kunne diskutere med hinanden og læse hinandens historier, og jeg kunne give lidt tips og ideer til hvordan man skriver. Hvis du er interesseret, så send mig en mail. Men vær tålmodig - det kan god vare lidt før der sker noget :-)
-
fredag, september 26, 2003
Så er det afklaret hvornår Skammerkrigen udkommer: d. 6. november er nu officielt S-dag.

Desværre bliver det ikke på forlaget Forum, som jeg ellers har haft et langt og godt samarbejde med. Forum er et GB-forlag, og i Gyldendal-koncernen vil man ikke skrive tidsbegrænsede kontrakter med danske forfattere. Jeg vil på den anden side ikke skrive under på en "livstidskontrakt" for Skammerkrigen, for virkeligheden ændrer sig jo, og det der er en god og rimelig aftale i 2003, er det ikke nødvendigvis i 2005 eller 2010. Begge parter har brugt meget tid og mange kræfter på forhandlingerne, men til sidst måtte vi altså konstatere at vi ikke kunne blive enige.

Så nu bliver Skammerkrigen i stedet en Phabel-bog. Jeg går sammen med ArtPeople, som har forlaget People's Press, om at lave en børnebogslinje som altså skal hedde Phabel. Det kommer I nok til at høre mere om.

Midt i al dén travlhed er Den Gyldne Føniks (Fjerde bog i WITCH-serien Krytsalfuglene)blevet færdig og mangler kun en sidste korrektur. I næste uge skal jeg til Silkeborg nogle dage og lave workshops, og i ugen efter til Bramming og til Vorrevangskolen og Risskov skole i Århus. Og så arbejder vi på et flot nyt design til siden. Jeg lovede for en del tid siden at give jeg mulighed for at se den flotte lithauiske Skammerens datter - nu kan I selv gå ind og kigge på tegnerens hjemmeside, som hedder www.gintart.com/images/books/dina.html
-
tirsdag, september 09, 2003
Sidste uge var ret begivenhedsrig - lørdag var helt overvældende med flere hundrede fans i Magasin. Til alle jer der måtte stå i kø rigtig rigtig længe - tak for tålmodigheden. Søndag spillede jeg den eneste petanque-turnering jeg fik tid til i år: København Åben KAN man bare ikke misse. Tirsdag var jeg i Ålborg for at holde to foredrag, og da jeg kom hjem onsdag morgen, meldte TV2 sin ankomst. Når man så har efterladt blusher og foundation derhjemme og forresten er bleg og snotforkølet, så er det altså rart at der er søde damer i Magasin som kan lægge en smuk makeup på én på no time. Weekenden blev brugt på de sidste afpudsninger på Skammerkrigen, som nu er klar til at gå til sats. Jeg kæmper for at få den danske version af Den gyldne føniks færdig før jeg skal til Grækenland på fredag. Men jeg er lidt bange for det ikke lykkes. Pokkers. En sølle uges ferie, og så er man måske nødt til at tage arbejde med. Det er altså ikke sundt :-)
-
mandag, august 25, 2003
Lødag den 30. august kl. 13-15 kan du møde mig i Magasin på Kgs Nytorv, hvor jeg sidder og signerer bøger.
-