Månedens smugkig

Jeg er kun liiiiiige akkurat begyndt på næste bogserie - den er så ny at den endnu ikke hedder noget - men her er alligevel en smugsmagsprøve:

Varulven

»Lycantropi er naturligvis den mest udbredte var-form,« sagde Magister Ignatius. »Her ser vi en tidlig optagelse af en varulv fra Den Fjerde Planet - «

Men i krystalgloben bag katederet skete der ikke noget. Eller det vil sige, et par gnister spruttede kortvarigt i gråtågerne derinde, og døde så hen med en lyd der mindede umiskendeligt om en prut. Flere i klassen begyndte at fnise, og Magister Ignatius snurrede rundt og blottede tænderne.

»Må jeg så bede om ro!« hvæsede han. »Felix! Bad jeg dig ikke om at kontrollere udstyret før vi gik i gang?«

Ja, selvfølgelig er det min skyld, tænkte Kingo. Hvis noget går galt, så må det jo være Kingo Felix der har kludret i det.

»Jeg tjekkede alle forbindelserne,« sagde han. »Måske Magisteren er kommet til at trykke på - «

»Jeg er aldeles ikke "kommet til" noget som helst,« snerrede Magister Ignatius, og hans hale piskede ildevarslende under magisterkåben. »Udstyret er ikke i orden, trods mine ordrer. Hvis det gentager sig, unge Felix, så vanker der eftersidning.«

Magisterens gule blik ramte Kingo som et ispust. Rovdyrøjne. Og rovdyrlugt - den beske ånde stod ham ud af gabet som en gassky. Kingo kunne ikke tilbageholde en lille forskrækket piben. Han prøvede på at beherske sig, men noget i ham råbte og skreg: Flygt! Løb! Kryb ned i mørket, se at komme væk. Eller vil du måske ædes?

Magister Ignatius ville aldrig æde en elev. I hvert fald ikke med vilje. Det ville være frygtelig pinligt for skolen hvis en lærer tabte varbeherskelsen i dén grad. Men selv når han var mest menneskelig, mistede Magister Ignatius aldrig sin lange hale, sine skarpe hjørnetænder og de duskede losører der stak op gennem hans grålige hovedhår. Under huden var han rovdyr, kødæder, nattejæger . og det var Kingo ikke.

Pludselig stod Pard ved siden af ham. Han havde ikke hørt hende komme - men det var der sjældent nogen der gjorde. Pard kunne få et svævende mælkebøttefrø til at tage sig tungt og klodset ud.

»Hvis Magisteren tillader . « mumlede hun i et tonefald der fik Kingo til at tænke på en spindende kat. Og hun skubbede ganske let til en af runerne på kontrolbrættet. Straks lyste gråtågerne i krystalgloben op med et blåligt skær, og billederne begyndte at bevæge sig derinde, hakkende og hoppende og i dårlig farvekvalitet fordi optagelsen var så gammel, men alligevel fascinerende. Det var jo virkelighed, det her, ældgammel virkelighed frosset i tid af en imago-formel og transmitteret gennem Æternettet på tværs af verdener og virkeligheder Kingo knapt nok kunne forestille sig. Den Fjerde Planet . alene navnet gav en gysen langs rygraden, en isnen af rædsel og halvt glemte grusomheder.

. en mand løb gennem en skov. Fuldmånens stråler ramte hans nøgne overkrop, og man kunne se at forandringen allerede var begyndt. Pelshår trængte frem gennem den blege hud, på skuldrene, langs rygraden, på bryst og hals og ansigt. Han snublede og faldt, rullede rundt, så sig over skulderen . han gav sig selv tid til at kæmpe sig fri af de lærredsbukser der snart kun ville blive en gene og en hindring for hans frie løb. Da han sprang videre, var det på alle fire.

Magister Ignatius viftede en hånd hen over kontrolbrættet og ramte STOP-runen - mere af held end forstand, mente Kingo.

»Bemærk at der faktisk her er tale om fuld transformation,« sagde han og pegede på ulveskikkelsen i globen. »Uden adgang til meditation, og uden tvivl drevet af adrenalin og hormonelle processer vi kun kan gisne om. Men fuld transformation, mine herrer - noget af en præstation når man tager kulturens primitivitet i betragtning. Men se -

»Der er altså også et par damer til stede,« knurrede Pard. »Hr. Magister.«

Der blev helt stille. Magister Ignatius stoppede op midt i en bevægelse. Han vendte sig halv og så på Pard med sit gule rovdyrblik.

Åh nej, tænkte Kingo. Nu gik han helt sikkert i los. Hvorfor kunne hun ikke bare holde mund?

Halespidsen under den grå magisterkåbe bevægede sig i ryk, svirp, svirp, fra side til side. En jagende rovkats halebevægelser - og noget der aldrig kunne forveksles med en logren.

Men Pard stod bare fuldstændig rolig, som om hun ikke lige havde afbrudt skolens hidsigste magister midt i en sætning. Hendes lange solplettede lyse hår var løseligt sat op med to sorte klo-agtige nåle, og på en eller anden måde fik hun skolekitlen til at se ud som om det var noget hun valgte at have på, ikke noget hun ligesom alle andre var tvunget til at gå med.

Et kort øjeblik lukkede Kingo øjnene. For sit indre blik så han Ignatius lægge nakken tilbage og hvæse sit snerrende losbrøl. Han så kløer så lange som fingre vokse frem, han så hugtænder lyne . et strubebid, en regn af blodstænk, en lydløs dødskamp .

Han åbnede øjnene. Pard stod stadig foran varlossen, lige rolig. Og Ignatius bed ikke hovedet af hende, hverken bogstaveligt eller med en syleskarp bemærkning.

»En fortalelse,« hvæsede han. »Sæt Dem venligst ned, Frøken Lupus. Så undervisningen kan fortsætte.«

Pard nikkede kort, som om hun havde opnået præcis hvad hun ville. Kingo benyttede sig af lejligheden til selv at snige sig tilbage på plads. Hvordan kunne Pard være så ligeglad med Ignatius - når nu Kingo var så bange?

Han vidste godt hvorfor. Men han havde ikke lyst til at tænke på det.

Ignatius rørte ved en af runerne, og billederne inde i krystalgloben begyndte at bevæge sig igen. Baglæns. Ulven rejste sig op, tog bukser på, blev til en mand.

»Lærere og teknik,« mumlede Pard så lavt at kun deres egen række kunne høre det, men der blev en fnisende uro alligevel. Ignatius måtte vise tænder én gang til for at få ro. Han havde tandsten, bemærkede Kingo. Han burde gå til tandlægen. Måske det også ville gøre noget ved den dårlige ånde.

Endelig begyndte billederne at bevæge sig som de skulle. Manden løb. Blev til en ulv. Løb videre.

Og så kom det. Og selv om Kingo halvt om halvt havde ventet det lige siden Ignatius sagde at optagelsen stammede fra Den Fjerde Planet, blev han alligevel helt stum og lammet af chok.

Pludselig lød der et brag, og varulven faldt om. Han prøvede at komme på benene igen, men kunne ikke. Blod silede ned ad låret og klistrede pelsen sammen til en mørk og filtret masse. Der lød endnu et brag, og denne gang blev brystkassen revet op så man kunne se et hvidt glimt af ribben midt i al det mørke. Det blev næsten værre af at det mørke var brunligt og ikke rødt. Det var ikke noget gyserstunt, det her, med teknomagi og flotte farver. Et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, havde den mand, den varulv, været levende. Indtil nogen skød ham med to små kugler af sølv.

De kom frem af tykningen nu, jægerne. Fire mænd, såmænd ikke så meget anderledes at se på end de mennesker Kingo kendte. Det var ikke til at se det hvis man ikke lige vidste det. En af dem bøjede sig over varulven og skar struben over på ham med sin kniv. Så begyndte han at flå pelsen af den dødes krop.

Anie Ozelot tog sig til munden.

» Adddd . « hviskede hun. »Skal vi virkelig se den slags? I timerne

Kingo havde også kvalme, men han sagde ikke noget. Det var slemt nok at han ikke kunne lade være med at pibe når lærerne snerrede ad ham. Alting var i det hele taget slemt nok uden også at få ry for at lide af blodskræk.

Magister Ignatius prøvede at standse maskinen. Det lykkedes i tredje forsøg, sådan da. Billederne forsvandt brat, og der kom en ny eksplosion af gnister, ledsaget af samme pruttelyd som før. Denne gang var der bare ikke nogen der grinede.

»Mange tror De Uforanderlige bare er en myte,« sagde Magister Ignatius. »En ammestuehistorie gamle hunner har fundet på for at have noget at skræmme uvorne unger med. Men jeg kan forsikre Dem for, mine herrer . og damer . « hans gule øjne hvilede et kort øjeblik på Pard før det gled videre hen over resten af stolerækkerne, » . De Uforanderlige er lige så virkelige som jeg er. Og hvis vi ikke tager os i agt, vil de udslette os.«